Sund Sex Skolen


Om Sund Sex Skolen

Undervisning for voksne

Tidsbestilling

Brevkasse

Dette spørgsmål er stillet anonymt til sexologen på SundSexSkolen.dk.
Har du lyst til at stille et spørgsmål? Gør det her.


Besvaret d. 06/03/2016      Alder: 25      Køn: Pige

voldtægt og sex

Spørgsmål:

Jeg blev voldtaget for ca 5 år siden. Jeg fik akut hjælp og også hjælp via psykolog. Men vi talte ikke om min krops reaktioner og jeg tror også, at de problemer jeg har nu, de er kommet langsomt og især det sidste års tid. Jeg er parat til at få en kæreste, tanken om det, MEN: Jeg oplever at jeg føler "afsky" og frygt ved tanken om sex. Jeg har ikke samme glæde ved at onanere og jeg er på en måde bange ved tanken om at skulle have en kæreste. Jeg føler skam, fordi min mor mener, at jeg selv lagde op til overgrebet. Det går mig meget psykisk på! Det ved hun og vi taler slet ikke sammmen, af samme årsag! Jeg føler mig ulækker og mindre værd. Jeg skal starte om to uger hos en ny psykolog. Jeg har oplevet, at især læger, men også en psykolog, har mødt mig med latterliggørelse og totalt mangel på forståelse. Jeg er nu så nervøs for at skulle hen til en ny professionel så jeg næsten har mistet håbet om, at kunne tale åbent og ærligt om dette her uden at få at vide, at jeg er unormal fordi jeg er utryg ved tanken om sex og føler mig mindre værd end andre kvinder. Jeg vil så gerne finde en sød kæreste som kan rumme mig og dette her. Men findes der idag en sød fyr der vægter langsommelighed og tryghed? Jeg er jo ikke 16 år og dermed måske for "gammel" til at være nervøs og "famlende"? Jeg er så bange ved tanken om at skulle have en kæreste som skal op i mig! Og det har flere læger og een psykolog slet ikke forstået! Hvordan får jeg modet til at sige de ting til den nye psykolog når alle jeg har søgt hjælp hos næsten har stemplet mig til at være "sygelig" i mine reaktioner, som jeg selv mener er helt naturlige efter en voldtægt, selv så længe efter!?


Svar:

Jeg kan godt forstå, at det ikke er let. Jeg tror at du skal give den nye psykolog en chance - og hjemmefra have skrevet de problemstillinger og den frygt ned, som du skriver her, at du har overfor sex og en ny kæreste. Du har måske ikke tidligere fundet den rette hjælp/person - lyder det som om.

Dine tanker omkring overgrebet og din afsky og frygt er jo reel og det er vigtigt, at du får arbejdet med den hos en professionel, som kan rumme at tale med dig om de ting og hjælpe dig med at komme videre.

Jeg synes iøvrigt, at det er vigtigt for mig at understrege, at man ALDRIG selv er ude om et overgreb, det er aldrig OK at dyrke sex med nogen, der ikke har lyst til det - lige meget hvad, der er sket forud for overgrebet, BASTA!!

Det kræver måske mod at sige de her ting til den nye terapeut, men vedkommende er der for at hjælpe dig, og det er DIT liv det drejer sig om, så det er dig, der vælger hvad psykolog samtalerne skal dreje sig om.

OG der FINDES søde fyre, der er med på langsommelighed og tryghed, - og som ikke tænker at du er "for gammel" til at kunne være nervøs, men det er OGSÅ vigtigt at du får talt med psykologen, da det kan støtte dig i den fremtidige kontakt med fyre.

HELD og lykke med det.

Mange hilsener fra Rikke


For at gå tilbage til listen med spørgsmål klik her eller brug tilbage-knappen i din browser.

Sund Sex Skolen - sundsex@sundsexskolen.dk - www.sundsexskolen.dk - Tlf. 6223 4070 Hverdage kl. 9 – 13